Helende miljøer

Helende miljø, evidensbaseret design. I Europa er sådanne termer relativt nye. Fiona de Vos, den hollandske pioner inden for helende miljøer, er allerede et par skridt foran hovedfeltet.”Jeg foretrækker at tale om generative rum.”

Fiona de Vos har fulgt sit hjerte, så længe hun kan huske. Hun er født og opvokset i Amsterdam og er blevet opdraget af sine forældre til at være et selvsikkert barn med en stærk tro på, at en positiv tankegang kan få positive ting til at ske.

Efter gymnasiet rejste hun til Australien og New Zealand på egen hånd. Da hun vendte tilbage til Holland besluttede hun sig for at læse psykologi. Hun specialiserede sig i miljøpsykologi: et videnskabeligt felt som dengang var stort set uudforsket.

I dag, to årtier senere, er hun den førende underviser i dette fag på Amsterdam Universitet. Hun er grundlægger af Studio dVO, en konsulent- og forskningsvirksomhed der har specialiseret sig i interaktionen mellem mennesker og det fysiske miljø, herunder kontorer og børns miljøer. 

Virksomhedens kerneområde er optimering af samspillet mellem sundhedsmiljøer og deres brugere. Formålet er at fremme heling og trivsel samt forbedre sundhedsorganisationens kliniske og økonomiske resultater, produktivitet og kundetilfredshed. Det meste af hendes erfaring stammer fra USA, hvor hun bl.a. har haft et intenst samarbejde med Bruce Komiske, en berømt og visionær projektleder og ekspert i udformning og konstruktion af børnehospitaler. 

I Holland samarbejder Fiona de Vos med hospitaler, plejehjem, psykiatriske institutioner og andre sundhedsorganisationer for at fastlægge strategiske målsætninger med henblik på evidensbaseret design og et helende miljø. Men hun tænker allerede længere frem, siger hun.

”Jeg er meget interesseret i generative rum. Det er en vision udviklet af Wayne Ruga, min coach i USA.” 

Når hun taler om generative rum, gør Fiona de Vos interessenternes erfaringer til omdrejningspunkt for bygningen. ”Bygningen skal altid opfylde de funktionsmæssige krav. Derudover bør den ikke være isoleret, men række ud til det omgivende samfund.” 

Som eksempel nævner hun en stor forhal på et hospital. ”Hvorfor kunne man ikke lukke den op – med alle dens restauranter og butikker – for ensomme og socialt isolerede ældre mennesker i lokalsamfundet, så de kunne få sig et måltid mad der? Desværre er det vanskeligt at sælge den slags visioner i Europa; det er stadig for stort et spring.” 

format_quote

Mange hospitaler ser ud til at mene, at naturligt lys, enestuer og en grøn plante på gangen er nok.

 

Tingene er anderledes i USA, siger Fiona de Vos, og nævner et andet eksempel: Ann og Robert H. Luries Børnehospital. Alle 23 afdelinger på dette hospital er sponsoreret af almennyttige organisationer, som f.eks. et planetarium, et videnskabsmuseum, en botanisk have, en balletskole osv. Det går under navnet ”The Creative Arts Community Partnership Program”, en idé der stammer fra Bruce Komiske. ”Disse 23 institutioner adopterede hver en etage på det nye hospital og brugte tid og ressourcer på at indrette helende miljøer til gangene, forhallerne, legerummene og patientstuerne. På denne måde er lokalsamfundet blevet en del af børnehospitalet. Det synes jeg er virkelig inspirerende.” 

Fiona De Vos mener, at hospitalerne i hendes hjemland bruger begrebet helende miljø alt for bredt. 

”Årsagen til, at jeg foretrækker at bruge begrebet generativterum, er, at helende miljø er blevet en slags universalbegreb. Begrebet helende miljø er blevet en besværgelse, en slags magisk trylleord, der bruges i flæng. Mange hospitaler ser ud til at mene, at naturlig belysning, enestuer og en grøn plante på gangen er nok.” 

Intet kunne være længere fra sandheden, siger Fiona de Vos. Hvert eneste designvalg har konsekvenser, en kendsgerning som kræver alvorlige overvejelser. ”Jeg er bindeleddet mellem klienten, f.eks. et hospital, og arkitekten. Det er ikke kun designet, som er afgørende; placering, orientering og dekoration er lige så vigtigt, og det samme gælder brugen af materialer.” 

Fiona de Vos bruger akustikken til at understrege sin pointe. ”Støj på en neonatalafdeling gør spædbørn stressede. Det forhøjer deres puls og sænker deres iltmætning. Der findes en fremragende TED talk fra lydkonsulenten Julian Treasure, med titlen ’Why architects need to use their ears', som jeg altid viser til mine forelæsninger. Han opfordrer designere til at være mere bevidste om lydens 'usynlige arkitektur'. Lyd påvirker os fysisk, psykologisk, mentalt og adfærdsmæssigt. Det lønner sig at sætte sig grundigt ind i og anvende denne viden.” 

Fione de Vos har et enkelt råd til institutioner, som ønsker at skabe et helende miljø i deres bygninger: ”Lad være med at have for travlt. Giv jer tid til at tænke over jeres vision og jeres strategiske målsætninger.” 

Undersøgelser har vist, at 10-20 procent af de samlede byggeomkostninger er fejlomkostninger, fordi resultaterne ikke lever op til brugernes behov, og arbejdet skal laves om. Fyrre procent af disse fejlomkostninger skyldes kommunikationsfejl, forklarer Fiona de Vos. ”Som miljøpsykolog er jeg den, der smører hjulene i en velfungerende maskine, kunne man sige. Til det formål bruger jeg min viden, men også mine instinkter og min passion. Det er ikke mit mål at fortælle folk, hvordan de skal gøre tingene; jeg vil bare gerne vise dem, at der er andre muligheder.” 

Fire begreber og definitioner

Helende miljø: Et miljø der understøtter helbredelse, trivsel og erfaring på en måde, som forbedrer sundheden

Evidensbaseret design: Den arkitektoniske ækvivalent til evidensbaseret medicin, design af bygninger på grundlag af den bedste tilgængelige dokumentation

Miljøpsykologi: Et videnskabeligt forskningsfelt der fokuserer på samspillet mellem det fysiske miljø og menneskers opfattelse, erfaring og adfærd

Generativt rumdesign: Design af et miljø, et sted – både fysisk og socialt – hvor deltagernes oplevelse opfylder rummets funktionskrav, samtidig med at det håndgribeligt forbedrer sundheden, plejen og livskvaliteten for de personer, som deltager i oplevelsen, på en måde som de kan udtrykke med deres egne ord.

Tekst: Aliëtte Jonkers

Foto: Ingredient Media, Esa Kyyrö